fredag den 25. maj 2007

Hilton - En femstjernet start på en USA rejse

En god rejse begynder med en god nats søvn. Begynder uden stress. Hvis Hilton Copenhagen Airport er god nok til Kylie Minogue, Tony Blair, Mark Knopfler, Bill Gates og Casper Christensen, da han i "Klovn" blev nødt til at flytte på hotel, så kan Maria og jeg vel også holde det ud for en nat. Derfor havde vi valgt at overnatte på Hilton i Kastrup Lufthavn.

Fra os som kommer fra den jyske halvø, så er det en perfekt løsning, når vi skal videre ud i den store verden med et morgenfly og være i Kastrup Lufthavn kl. 08.00. Vi skulle ikke tænke på tidlige fly, der kunne være forsinkede. Om toget nåede når frem til tiden. Ingen stress og jag.

Fredag aften kl. 23.39 rullede DSB ind lige under teminal 3 i lufthavnen. Der var kun to elevatorture og nogle få skridt, og vi stod i foyeren på det smukke skandinavisk designede Hilton hotel, der oser af kvalitet og design og ikke er overpyntet. Dansk (skandinavisk) design når det er bedst. Minimalistisk. Dertil let, lyst og venligt. Møblerne på hotellet er en udstilling i møbelkunst. Klassikere som Arne Jacobsens stole, Ægget og Svanen, og Eilertsen sofa har fundet vej, men også praktiske IKEA er repræsenteret.

Jeg boede på 10. sal i værelse 1030 og havde udsigt til terminal 3 og hele Kastrup Lufthavn, men alle tolv etager og 376 værelser, hvor det mindste værelse på 33 kvadratmeter er større end min stue derhjemme, er et langt udstillingsvindue af mesterligt skandinavisk håndværk. Der er B&O TV og B&O radio, to telefoner, internetforbindelse og store panoramavinduer fra gulv-til-loft. Badeværelset, som er større end mine børns værelser, er som taget ud af det seneste Bo Bedre.

Mine børn taler stadig om Hilton og den fantastiske morgenmad. Selv 4 måneder efter de boede der. Det har gjort indtryk på de små. Søndagsbrunchen vil jeg slet fortælle om, men blot opfordre til at få bestilt bord og komme af sted - go go go - nu skal vi videre til the Real America - Wyoming og South Dakota i USA. Først skal jeg dog lige ned i restauranten og mødes med Maria og så skal vi have morgenmad.

Er det dyrt at bo på Hilton? Set i lyset af hvad det koster at rejse ud, så er pengene for en god nats søvn på Hilton givet godt ud. Det er en god start på rejsen.

Ingen kommentarer: